Frivilligrådets arbejde
Frivilligrådet kan diskutere alle kommunale indsatser, der har betydning for civilsamfundet og frivillige organisationer, og Rådets vurderinger og udtalelser fungerer vejledende og bidrager til det samlede politiske beslutningsgrundlag i kommunen. Frivilligrådet fungerer som høringspart, når de politiske udvalg i Københavns Kommune behandler initiativer, der enten direkte eller indirekte har betydning for civilsamfundet og frivillige organisationer. Desuden kan Frivilligrådet på eget initiativ eller efter anmodning tage spørgsmål omkring civilsamfunds-inddragelse og frivillighed op til drøftelse og komme med forslag til politiske og administrative initiativer. Rådet kan ikke behandle enkeltsager, men enkeltsager kan fungere som grundlag for Rådets behandling af generelle spørgsmål.