Pris fra Frivilligrådet hjalp Eftertro til at åbne en ny afdeling
Frivilligrådet i København arbejder på at skabe synlighed omkring frivillighedens potentiale og de værdier, frivilligt arbejde skaber for samfund og enkeltpersoner. I samarbejde med forvaltninger og politikere understøtter Frivilligrådet en større forståelse af, hvad frivillighed kan, og hvordan det bedst muligt kan komplimentere og styrke det kommunale arbejde.
Frivilligrådet ønsker med deres frivilligpris at skabe nye muligheder for foreninger i byen. Og sidste års vinder, Eftertro, har helt konkret brugt prispengene til at skabe en ny indsats.
”Vi har blandt andet brugt pengene til at etablere af en ny afdeling i Odense, som vi ikke kunnet have startet uden midlerne fra Frivilligprisen. Desuden har vi i Eftertro fået meget positiv opmærksomhed, anerkendelse og respons i tiden efter prisuddelingsarrangementet”, fortæller presserepræsentant Maria Brock.
Eftertro er en non-profit organisation, som tilbyder frivillig rådgivning og vejledning i forbindelse med hjælp til at tackle tvivl og spørgsmål omkring tro. Foreningen blev anerkendt for deres vigtige arbejde og i særlig grad bemærket for at yde støtte til en ellers overset gruppe borgere.