Vinder af frivilligprisen 2023!

Ved årets frivilligprisarrangement fejrede vi frivilligheden på Rådhuset.

Fredag aften samledes frivillige, brugere af frivillige foreninger og flere for at fejre frivilligheden i København og kåre vinderen af årets frivilligpris.

Udover uddelingen af frivilligprisen bød aftenen på et spændende oplæg af forfatter Glenn Bech. 

I år var mærkesagen for frivilligprisen − Fra udsatte positioner til en del af Fællesskabet. Derfor var årets tre nominerede udvalgt, fordi de udmærker sig i at hjælpe mennesker fra udsatte positioner ind i positive fællesskaber. De nominerede organisationer til prisen var LGBT Asylum, FDK K9 og Transmogriffen.

Billede
Pernille Scheel, forperson for frivilligrådet og Glenn Bech, forfatter

Mød de nominerede…

LGBT Asylum er en frivillig forening som støtter LGBT+ personer som enten søger asyl i Danmark eller har fået opholdstilladelse. Foreningens frivillige afholder bl.a. workshops, pridedeltagelse og individuel rådgivning på områder som asyl, integration og seksuel sundhed. LGBT Asylum blev nomineret til frivilligprisen fordi foreningen skaber et frirum og fællesskab blandt mennesker som typisk kommer fra meget udsatte positioner.

FDF K9 er en frivillig FDF-gruppe for børn med autisme og deres forældre. De frivillige aktiviteter foregår i naturen og dækker over klassiske spejderdiscipliner som at tænde bål, bygge redekasser og arbejde i værksted. FDF K9 muliggør at børn med autisme kan indgå i et fællesskab hvor særlige behov tilgodeses og hvor familierne kan danne et netværk, hvilket er årsagen bag foreningens nominering. 

Transmogriffen er et værested for unge der føler sig ensomme, psykisk sårbare eller savner et socialt frirum. Transmogriffens frivillige skaber positive fællesskaber og støtter brugerne gennem ung-til-ung kontakt og aktiviteter. Foreningen var nomineret til årets frivilligpris på grund af deres indsats for at hjælpe udsatte unge med at finde fællesskaber.

Billede
De nominerede og vinderen af frivilligprisen 2023

Vinderen af frivilligprisen 2023…

Det blev FDF K9 som kunne gå hjem med årets frivilligpris og de tilhørende 25.000 kr. FDF K9 modtog prisen for deres arbejde med at tilbyde børn med autisme og deres forældre et fællesskab, hvor børnene får oplevelser i naturen, gode minder og venner, samtidig med at der tages hensyn til særlige behov. Det er et positivt og opbyggende fællesskab for børnene, hvilket frivilligrådet ønsker at anerkende med årets pris. 

Prisen blev overrakt af Socialborgmester Karina Vestergård Madsen, som roste alle nominerede foreninger og udtrykte lettelse ved ikke selv at skulle udvælge en vinder fra et så stærkt felt. 

Med frivilligprisarrangementet ønsker frivilligrådet at anerkende og synliggøre de frivillige foreninger som hjælper og griber københavnere, hvilket også karakteriserer årets nominerede og vinder.